Juletræer og pyntegrønt

Cirka 7 ha. med juletræer og pyntegrønt
På gården har vi ca. 7 ha. med pyntegrønt og juletræsproduktion, Nobilis- og Nordmannsgran. De er plantet løbende siden 2000.

Salg af juletræer
På Nybro produceres juletræer primært med henblik på salg til grossister. Vi producerer både Nobilis- og Nordmannsgran juletræer. Alle priser er excl. moms, oparbejdning og levering.
Betaling kontant ved afhentning/levering hvis intet andet er aftalt. Betalings- og leveringsbetingelser aftales senest ved prøvemærkning.

Salg af juletræer til private
På Nybro sælger vi også juletræer til private. Der er åbent for salg af juletræer efter aftale. Juletræer af prima kvalitet, Nobilis og Nordmannsgran og de koster 1,35 kr. / cm, incl. moms.

Juletræsproduktion
Danske juletræer er i dag et anerkendt kvalitetsprodukt, som sælges i hele Europa. Danmark er Europas største producent af Nordmannsgran juletræer. Det danske klima er særdeles velegnet til juletræsproduktion.
De juletræer der produceres på Nybro er af arterne Nobilis og Nordmannsgran. Begge arter er dét der i almindelig tale kaldes Ædelgran. Det betyder bl.a. at de har god evne til at fastholde nålene og drysser minimalt.

Nobilis er en meget blå type som også anvendes meget til pyntegrønt. Nobilis er ofte vanskelig at have med at gøre, som juletræ, da den fra naturens hånd ikke er særlig formfast.

Nordmannsgran er nok det mest almindelige juletræ i Danmark i dag. Det har i vid udstrækning afløst rødgranen, fordi det har god fylde og rigtig god evne til at holde på nålene. Mange anser dog stadigvæk rødgranen for at være det ”rigtige” juletræ.
På Nybro anvendes alene Nordmannsgran af sorten Ambrolauri Tlugi. Frøene til disse planter høstes så langt væk som i Georgien.

Primatræer
Et primatræ er altid højere end det er bredt. Det har god nålefylde, god symmetri, mørkegrønne skinnende nåle, som ikke drysser. I dag efterspørges slanke og tætte juletræer. Disse frembringes ved at formklippe træet på den nederste del og herefter ”nippe” skud på den øverste del. Også højden reguleres, så træet får de rette proportioner. Primatræer befinder sig i den høje ende af prisskalaen.

Standardtræer
Et standardtræ er ofte et træ med lidt ringere nålefylde, måske lidt usymetrisk og med mindre gode proportioner. Et standardtræ har ligeså god farve som et primatræ og det drysser ikke. Prisen på standardtræer er ofte en del lavere en på prima.

Produktionsform
Så lidt som muligt – så meget som nødvendigt.

På Nybro produceres der juletræer efter de samme principper som man anvender i Integreret Produktion (IP). Grundlæggende handler IP om at være bevidst om, hvorfor givne behandlingsindgreb foretages og hvornår - samt at registrere alle tiltag til evaluering og dokumentation af produktionen. Det betyder kort sagt, at vi i vores produktion gør det der muligt for at optimere og minimere forbruget af planteværn og kunstgødning mest muligt.
Et konkret eksempel er bekæmpelsen af det lille skadedyr Galmiden. I ”gamle” dage brugte man konventionelle bekæmpelsesmidler til at holde niveauet af Galmider nede. I dag anvendes almindelig gødningssvovl – som det bl.a. er tilladt at anvende inden for økologisk jordbrug. Det har en lige så god effekt på galmiderne som de konventionelle sprøjtemidler.

Alle vores kulturer med Nordmannsgran er indhegnede med vildthegn. Dette både fordyrer produktionen og ser mindre pænt ud, men er nødvendigt, primært for at råvildtet ikke spiser træernes knopper og fejer træerne.

nyplantet Normannsgran Nobilis bundklippet Normannsgran med 'fuglepinde'
gammel skolevej 40
dk-6731 tjæreborg
cvr 19983838